U21 - Brøndby 3-1 - Sejr - trods skidt spil

03/03/2008 00:00
Weekendens træningskamp mod Brøndbys U/21-trup sluttede med en sejr på 3-1.

Hvidovres mål blev scoret af:

0-1 Thomas Lindrup
1-2 Ayoub Sørensen
1-3 Danny Mirabel

Cheftræner Tom Nielsen fortæller om hans vurdering af kampen:

- Jeg må starte med at påpege, at vi endnu spillede under nogle meget svære vejmæssige forhold, hvilket altid har en indvirkning på spillet i større eller mindre grad.

- Når det er sagt, så synes jeg stadig ikke, at vi spillede en særlig god kamp. Det virkede som om, vi manglede de sidste 10 % over hele linien. Vi var ikke gode nok til at træffe de rigtige beslutninger, vi lavede for mange tekniske fejl og så var vi ikke skarpe nok i vores afslutninger.

Det er dog ikke noget, der bekymrer Tom Nielsen voldsomt:

- Det er et helt naturligt tegn. Vi har trænet hårdt over en længere periode for at få formen helt på plads, så nogle af spillerne er lidt trætte, og så er det ikke altid at benene vil som hovedet.
Men det vidner jo om, at vores bundniveau er blevet hævet væsentligt - selvom vi spillede skidt, var vi det bedste hold, og vi vandt kampen.

- Det positive ved kampen var, at vi kom frem til en række store chancer. Derudover var det godt at se, at vi stod fornuftigt defensivt - vi giver stadig ikke ret mange chancer væk i løbet af vores kampe, og det skal vi blive ved med at bygge videre på.

- Alt i alt kan vi glæde os over, at vi skabte mange chancer og vandt kampen mod en kvalificeret modstander, selvom vi ikke spillede godt nok. Derudover er det altid fint at få noget kamptræning og nogle kilometer i benene.

Forside