Vigtig sejr over LFA

17/04/2008 00:00
I weekenden spillede Hvidovre mod Lolland Falster Alliancen hjemme på Hvidovre Stadion.

Hvidovre vandt 3-2 i en spændende kamp, som blev overværet af 1.082 tilskuere.

Trænerteamet fortæller om deres blik på kampen:

- Kampen mod LFA var en nøglekamp for os. Det var en kamp hvor, vores helt klare målsætning var tre point og vores taktik var, at vi skulle blæse til angreb fra start.
En af de klassiske problematikker ved denne slags kampe er, at det kan være svært at sætte det rigtige stemningsniveau. Spillerne skal naturligvis være klar og spændte, men samtidig ikke nervøse eller overtændte.

- Vi synes, at det lykkedes godt for spillerne at finde det rigtige niveau, men vi fik også en fantastisk start på kampen, da Anders Clausen bragte os foran i det første minut. Det var et meget vigtigt mål, der løsnede godt op for spillet. Derefter spillede vi en rigtig god første halvleg, hvor der blev arbejdet godt, og hvor spillet i perioder var af meget høj kvalitet.

- Ved pausen førte vi 3-1, så planen fra anden halvlegs start var, at vi skulle afvente lidt og lade LFA bruge mange kræfter på at erobre bolden. Desværre lod vi os trykke lidt for langt tilbage, og halvlegen blev aldrig rigtig velspillet. Hverken af os ellers LFA.

- Til sidst blev kampen mere spændende end den behøvede at være, men ud fra vores mest objektive vurdering, syntes vi at det var fortjent, at vi vandt kampen.

Nu ser vi frem til kampen mod HIK som også bliver enormt vigtig.

Elite
Forside